Plan22+ ekspertgruppe

Plan 22+ har etableret en ekspertgruppe på 13 personer, som kan bistå Plan22+ med viden omkring forskelle aspekter af den grønne omstilling.

 

Ekspertgruppen sammensættes af repræsentanter fra forskningsmiljøer og favner samlet set bredden i de emnefelter, som Plan22+ indsatsen forventes at berøre. Gruppens sammensætning vil kunne ændres undervejs for at sikre de rette kompetencer i gruppen. Ekspertgruppen følger Plan22+ igennem hele indsatsens løbetid og medvirker til at udtænke og skalere vidensprojekter på tværs af Plan22+ indsatsen.

Ekspertgruppen har en særlig rolle i forhold til spor 1: Data, metoder og vidensopsamling. Hensigten er at levere det forskningsmæssige grundlag for de øvrige spor i indsatsen. Gruppen skal bidrage med data og metoder. Den skal udarbejde en baseline for kommunernes arbejde med at inddrage klimahensyn i den fysiske planlægning. 

Gruppen skal også bidrage til udvikling af metoder og redskaber til praktikerfeltet. Gruppen skal samle viden og erfaringer fra ind- og udland. Den skal desuden opsamle erfaringer undervejs i arbejdet. Endelig skal den bidrage til indsatsens samlede evaluering.

Overordnet set skal Plan22+ indsatsen understøtte kommunerne i deres planarbejde. Derfor skal der sikres en tæt kobling mellem spor 1 og de kommunale pilotprojekter. Der skal også skabes forbindelse til de udfordringer, som kommunerne står overfor med at indarbejde klimahensyn i den fysiske planlægning.

Ekspertgruppen

  • Anne-Mette Hjalager, Professor, Syddansk Universitet
  • Carsten Jahn Hansen, Lektor, Aalborg Universitet
  • Deane Alan Simpson, Professor, Det kongelige Akademi
  • Gertrud Jørgensen, Professor, Københavns Universitet
  • Harpa Birgisdottir, Professor, Aalborg Universitet
  • Helle Tegner Anker, Professor, Københavns Universitet
  • John Andersen, Professor, Roskilde Universitet
  • Jørgen Primdahl, Professor, Københavns Universitet
  • Lone Kristensen, Professor, Københavns Universitet
  • Anne Gravsholt Busck, Professor, Københavns Universitet
  • Lone Kørnøv, Professor, Aalborg Universitet
  • Malene Freudendal-Pedersen, Professor, Aalborg Universitet
  • Ole B. Jensen, Professor, Aalborg Universitet
  • Tom Nielsen, Professor Arkitektskolen Aarhus

Ekspertgruppen vil på møder i gruppen blive holdt orienteret om valg af pilotprojekter og status for disse med henblik på at kunne bidrage til at skabe koblinger og synergier mellem den forskningsbaserede viden, som udvikles i spor 1, og den praksisnære viden, som udvikles i spor 2.

Formålet med ekspertgruppen er at kvalificere Plan22+ indsatsens vidensspor, herunder identificere vidensbehov med henblik på udpegning af indsatsområder, bidrage med forslag til konkrete vidensprojekter og relevante aktører, der kan bidrage til indsatsen, sparring om pilotprojekterne og have øje for synergier mellem projekterne, som kan styrkes gennem vidensdeling og netværk, komme med bud på problemstillinger og perspektiver, som kan indgå i indsatsens pilotprojekter og relevant følgeforskning.

Den viden, som genereres gennem videnssporet, skal formidles bredt ud til kommunerne og andre relevante aktører. Plan22+-sekretariatet vil trække på ekspertgruppens viden for at øge opmærksomheden på betydningen af at indtænke klimahensyn i den fysiske planlægning både blandt fagfolk og politikere. Det vil blandt andet ske gennem rapporter, konferencer, debatter og etablering af netværk, hvor deltagerne kan udveksle viden og inspirere hinanden.