Plan22+ sekretariatet
Plan22+ sekretariatet har til huse i Dansk Byplanlaboratoriums lokaler i Rådhusstræde 6 1. sal, 1466 København K
Projektet er støttet af:
Blandt befolkningen er der ikke mange, der ved, hvad et kulturmiljø er. Men iagttagelser af verden omkring os peger på, at netop kulturmiljøbegrebet fremover kan få langt større betydning for planlægningen af vores land. Ikke mindst set i lyset af den grønne omstilling, hvor det for længst er erkendt, at bygninger og bymiljøer skal bevares i stedet for, som det har været udbredt praksis, at blive jævnet med jorden.
Siden den seneste kommunalreform – også kaldet strukturreformen - blev gennemført i 2007, har kulturmiljø været en særdeles udfordret kategori i dansk planlægning og forvaltning. Reformen, der var en af de største administrative ændringer i Danmark i nyere tid, medførte en sammenlægning af de hidtidige 271 kommuner til 98 nye kommuner, samtidig med at de daværende 13 amter blev nedlagt og erstattet af 5 regioner. Denne artikel handler om, hvad der skete da varetagelsen af kulturmiljøerne ved den lejlighed blev overdraget fra amterne til de nye kommuner, og hvordan det har vist sig, at det var de færreste kommuner, der formåede at løfte denne opgave. Mange steder gik kulturmiljøarbejdet fuldstændig i stå som følge af reformen, og derfor ligger der fortsat et stort slumrende potentiale her, som man kan håbe på, at kommunerne nu vil gribe i forbindelse med den igangværende grønne omstilling af samfundet.