cirkel
Pilotprojekt

Strategisk jordfordeling for hele Mors gennem samskabelse

Ansøger
Morsø Kommune
Bevilget beløb
480.000 kr.
Ansøger
Morsø Kommune
Bevilget beløb
480.000 kr.

Projektet "Strategisk jordfordeling for hele Mors" har haft til formål at udvikle en multifunktionel tilgang til arealforvaltning, der kan understøtte en mere klimavenlig og bæredygtig landbrugssektor på Mors. Gennem samskabelse med lokale lodsejere og faglige eksperter er der udviklet en vision for fremtidens landbrug, et GIS-baseret multikriterieværktøj og en strategi for jordfordeling, der balancerer hensyn til klima, natur, miljø og fødevareproduktion.

Et centralt element i projektet har været etableringen af Morsø Landbrugsråd – et samarbejdsforum med bred repræsentation af lokale landbrugere, rådgivere og kommunale medarbejdere. Rådet har været omdrejningspunkt for dialog, vidensdeling og udvikling af konkrete forslag til fremtidens arealanvendelse.

Det er det med dialog. At man respekterer, at man er forskellige og tænker forskelligt. Det er tankegangen, at når man snakker med folk, så når man faktisk rigtig langt. Også selvom der er nogle, der har forskellige interesser.
Landmand i den antropologiske undersøgelse
Billede

Projektet har leveret følgende resultater:

  • GIS-baseret multikriterieværktøj: Et fleksibelt analyseværktøj, der identificerer områder med synergipotentiale for klima, natur og miljø, og som kan anvendes i både kommuneplanlægning og konkrete udtagningsprojekter.
  • Strategi for multifunktionel jordfordeling: En konkret plan for, hvor på Mors der bør prioriteres udtagning eller ekstensivering af landbrugsjord for at opnå størst effekt.
  • Vision for fremtidens landbrug: En bæredygtig og fremtidsorienteret retning, hvor landbruget aktivt bidrager til klimaindsatsen og indgår i tæt samspil med lokalsamfundet.
  • Antropologisk undersøgelse og ejendomsscreening: Indblik i landbrugernes forandringsrejser og potentialer for bæredygtig udvikling på ejendomsniveau.

Projektet har desuden haft stor betydning for arbejdet med Grøn Trepart, hvor synergikortet og landbrugsrådet har været centrale redskaber i arbejdet med omlægningsplanen.

Eksempelværdi

Projektet har vist, hvordan lokal samskabelse og tværfaglig vidensopbygning kan skabe stærke løsninger i den grønne omstilling. Morsø Landbrugsråd har fungeret som en værdifuld platform for dialog og tillidsopbygning, hvilket har været afgørende for projektets succes.

Projektet har bidraget til udviklingen af nye metoder og værktøjer, der kan anvendes bredt i strategisk arealplanlægning.

Det handler om at få en åben snak om det hele, og om hvad der fylder for forskellige mennesker. Hvordan får vi et kompromis, så alle kan være glade, så naturen kan være glad, og fjorden kan være glad? Bare det at man sætter sig ned og ser hinanden i øjnene og er åbne i stedet for at være totalt lukkede på forhånd. Det er der ikke nogen, der har været på nogen måde.
Landmand i den antropologiske undersøgelse