På dette webinar dykker vi ned i pointerne fra artiklen "Kompakte grønne byer" af Gertrud Jørgensen, Johanne Heesche og Christian Fertner der argumenterer for, at kompakte byer er en nødvendighed i fremtidens byudvikling. Men hvis byerne skal være gode at leve i og kunne afbøde konsekvenserne af skybrud, stormflod og hedebølger, er det afgørende at integrere grøn infrastruktur. Grønne løsninger kan samtidig bidrage med levesteder for andre arter og gøre byerne mere robuste og attraktive.
Kom til webinar med Plan22+ d. 28. februar og vær med til at drøfte disse tre tips til kommunerne:
- Tænk strategisk for at få natur og grøn infrastruktur ind i planen for omdannelse på et tidligt stade. Tag udgangspunkt i de fire strategier, der supplerer hinanden, eller udvikl jeres egen, der er tilpasset den lokale kontekst. (De fire strategier er som tidligere beskrevet: genskab naturindhold, genbrug strukturer og materialer, skab porøsitet og arbejd successivt og cirkulært)
- Brug bynaturværktøjer for at sikre, at resultaterne står mål med visionerne og tilpas dem til den lokale kontekst.
- Kortlæg den grønne struktur i omdannelsesområder, før I går i gang med strategiudvikling for at sikre og videreudvikle habitater
og naturelementer.
Program
12:00 Velkommen
12:05 Præsentation 'Den kompakte, grønne by'
12:45 Spørgsmål og debat
13:00 Tak for i dag
Plan22+s artikelserie stiller grundlæggende spørgsmål inden for den fysiske planlægning, nemlig: Hvad ved forskningen om emnet, hvad er der brug for mere viden om og sidst men ikke mindst, hvad er de største udfordringer? Artiklerne vil blive udgivet løbende - du kan finde dem alle på https://lnkd.in/drfffk5Y
Plan22+ er en femårig indsats fra Plan- og Landdistriktsstyrelsen og Realdania, som skal understøtte kommunernes klimaarbejde ved at udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning.