Om Plan 22+

Plan22+ arbejder på at udvikle ny viden og redskaber til at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning.

Om Plan 22+

Plan22+ sætter fokus på, hvordan den fysiske planlægning gennem planstrategier, kommuneplaner og lokalplaner kan bidrage til den grønne omstilling. Samtidig med, at der sikres rammer for at udvikle byer med velfungerende bymiljøer, gode forhold for livet på landet, bevaring af åbne landskaber, og at naturen og biodiversiteten udvikles til glæde for både dyr og mennesker.

Målet er, at Plan22+ skal udvikle ny viden og redskaber, der kan understøtte kommunernes arbejde med at bruge den helhedsorienterede fysiske planlægning som et af flere midler til at implementere DK2020-klimahandlingsplanerne.

Plan22+ arbejder på at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning. Bosætning, infrastruktur, naturbeskyttelse, energiproduktion, landbrug og skovrejsning er alt sammen eksempler på forskellige former for arealanvendelse, som reguleres gennem fysisk planlægning. Den fysiske planlægning kan derfor spille en vigtig rolle som aktivt virkemiddel, når klimamålsætninger skal nås.

Indsatsen

Plan22+ skal medvirke til at fremme en bæredygtig planlægning og byudvikling, der både bidrager til CO2-reduktioner og fremmer livskvaliteten.

Indsatsens mål er:

  • Udvikling af ny viden, redskaber og planlægningsmetoder til at realisere klimahandlingsplaner
  • Nye forskningsresultater om planlægningens betydning for at nå klimamålsætningerne
  • Øget lokalpolitisk fokus på klima i planarbejdet
  • Styrket aktør- og borgerinddragelse i kommunerne.

 

Organisering
Plan22+ varetages af et selvstændigt sekretariat, som er forankret i Dansk Byplanlaboratorium. Sekretariatet refererer til en styregruppe med deltagere fra Staten, Realdania og Dansk Byplanlaboratorium. Derudover er der nedsat en ekspert- og følgegruppe, som er tilknyttet indsatsen.
Læs mere om ekspertgruppen og følgegruppen her.

Organisering

Spor 1
Et ekspertspor, hvor der udvikles ny viden, data og metoder. Dertil indsamles erfaringer fra ind- og udland.

Spor 2
Et kommunespor, hvor kommunerne byder ind med pilotprojekter, der skal udvikle og afprøve nye metoder og løsninger til, hvordan man kan arbejde med at indfri klimamålsætninger gennem den fysiske planlægning.

Spor 3
Et debat- og formidlingsspor, hvor viden fra indsatsen skal deles til fagfolk i kommuner, blandt rådgivere og hos bygherrer samt byudviklere.
Viden fra indsatsen skal styrke de faglige processer, skabe et fælles sprog og styrke det politiske beslutningsgrundlag.

Spor 4
Et kompetence og forankringsspor, hvor der arbejdes med at forankre den ny viden i kompetence- og efteruddannelsesforløb.