Ekostaden Augustenborg

Ekostaden Augustenborg

12

Bustur med byvandring arrangeret i samarbejde med Scandinavian Greenroof Institute & MKB
 

Vi besøger det store boligområde Augustenborg, der siden 1998 har gennemgået en gennemgribende transformation fra at være et forfaldent boligområde til nu at være et miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtigt boligområde. Under den gribende renovering har boligområdet fået tilnavnet Ekostaden på grund af det gennemgående arbejde med klimatilpasningstiltag, som lokal afledning af regnvand, grønne tage samtidig med at boligområdet er blevet løftet socialt.

På udflugten besøger vi Ekostaden med fokus på den transformation som Augustenborg har gennemgået. Vi fokuserer på de konkrete tekniske løsninger til afledning af regnvand til grøfter, render og søer samt de grønne tage – tiltage der har vendt boligområdet tidligere problemer til potentialer. Vi gør desuden stop i verdens første tagbotaniske have, Augustenborgs Botaniska Takträdgård, åbnet i 2011. Det 9500 m2 store anlæg er et offentligt tilgængeligt demonstrations- og forsøgsanlæg for grønne tage og giver mulighed for at studere både dyrkningsmetoder og plantematerialer.

Sidst på udflugten vil vi, sammen med MKB, besøge Greenhouse Augustenborg – et højhuskompleks der omfatter grønne tage, solceller, enkelte og smarte løsninger til affaldssortering og separat måling af både vand og elektricitet.

Bygherren bag Greenhouse er MKB – et af Sveriges største almennyttige boligselskaber, som med deres nye projekt vil levere et hjem der tilbyder både innovativ energi, miljøteknologi, kultur, livsstil og socialt fællesskab.