Byrumsmonitor 7. februar 2023
Frederik Buhl Kristensen's interview med Ellen Højgaard Jensen, tidligere direktør i Dansk Byplanlaboratorium (Interviewet bringes her efter aftale med Byrumsmonitor)
 

Dansk Byplanlaboratorium har ikke samme magt som i 1947, men tiden for elitær planlægning er også forbi, siger Ellen Højgaard Jensen, der i sidste uge stoppede som direktør efter 17 år. Derfor var det heller ikke kun ærgerligt, at byggeplanerne på Amager Fælled i 2017 blev væltet af borgerne; det var et signal. I dette afskedsiniterview ser vi tilbage på 17 års dansk planlægning

Hun var lige begyndt i sit drømmejob: projektleder for Urbanplanen, det amagerkanske boligområde fra 1960’erne planlagt af borgmester Urban Hansen (S) og efterfølgende berømmet og berygtet af Morten Papes bøger om hans opvækst i boligområdet.

Året var 2004. Ellen Højgaard Jensen skulle stå i spidsen for den store fornyelse af Urbanplanen, som fandt sted i de efterfølgende år – men efter blot otte måneder på pinden, viste en »gylden mulighed« sig.

Ellen Højgaard Jensen blev ringet op og spurgt, om hun ikke ville søge stillingen som direktør for Dansk Byplanlaboratorium.

»Byplanlaboratoriet har altid været sådan et sted, jeg har set hen og tænkt, ’når jeg bliver ældre, vil jeg gerne derind’. Jeg havde ikke tænkt, at det skulle være så tidligt,« fortæller hun.

»Men så søgte jeg, og så fik jeg det.«

Og der blev hun – i mere end 17 år – indtil hun tirsdag i sidste uge for sidste gang lukkede døren på kontoret i Rådhusstræde i indre København. Med sig tager hun næsten to årtiers indsigt i og påvirkning af dansk planlægning. Vi har ringet til hende for en tur gennem historien.

Kommunerne nedlægges
Vi begynder i 2005. Ellen Højgaard Jensen havde siddet i direktørstolen få måneder, inden et flertal i Folketinget cementerede, hvad der allerede var ventet: Danmarks 271 kommuner skulle reduceres til 98, og de 13 amter omdannes til 5 regioner.

Med strukturreformen blev amternes magt over planlægningen flyttet til kommunerne, og det er ingen hemmelighed, at Højgaard Jensen siden har været en af de skarpeste kritikere af den fordeling. Men strukturreformen bragte også gode ting med sig, mener hun.
»Mange steder sad der ganske få og bestemte, hvordan stregerne skulle slås, når kommunerne planlagde. Da de så blev lagt sammen, kom der et større fagligt og tværfagligt miljø,« siger Højgaard, der selv er uddannet geograf.

Det gav kommunerne mulighed for at planlægge større arealer, og tværfagligheden gav dem mulighed for at planlægge mere strategisk.

Men, tilføjer Ellen Højgaard Jensen:

»Jeg synes, det er ærgerligt, at kommunalreformen blev glemt i københavnsregionen. Der er nogle kommuner, der er for små. Der sker suboptimering, hvor man ligger og konkurrerer med hinanden. Det er svært at få en borgmester til at arbejde for noget, som er godt for nabokommunen.«

I disse dage kan man se en kamp udspille sig på Københavns Vestegn, som både bekræfter og modbeviser tesen: Næsten samtlige kommuner er gået sammen mod statens og Hvidovres planer om at anlægge erhvervsopfyldsbydelen Holmene.

Borgerne blander sig
I mange år havde planlægning været domineret af arkitekter, men med tiden kom andre fagligheder på banen.

»Det er blevet meget mere tværfagligt,« siger Højgaard.

Samtidig har borgerinddragelsen sneget sig ind i planlægningen.

»Jeg kom med den inddragende vinkel, både fra byfornyelsen og fra den almene sektor. Nogle af de hæderkronede, gamle planlæggere rynkede på næsen af det, for hvad ved borgerne om nogen som helst ting – det bliver bare dårligt. Det gør det, hvis man laver dårlig borgerinddragelse, men ikke hvis man laver god borgerinddragelse,« siger hun.

»Det, synes jeg, der er meget mere lydhørhed over for i dag.«

Også borgerne har flyttet sig. Der er kommet mere liv i byens rum, oplever Ellen Højgaard Jensen, og det har fået borgerne til at forholde sig kritisk til byen.

»Og de forlanger at blive inddraget,« siger hun.

Det ses i bunkerne af høringssvar i de kommunale forvaltninger, det ses i aarhusianeres kamp mod udvidelsen af havnen, og i københavneres kamp mod Lynetteholm. Tydeligst blev engagementet, da borgere og en kendis eller to i 2017 fik væltet de årtier gamle planer om at bebygge en del af Amager Fælled med 2.000 boliger. Metrostationen lå der allerede, så nu vil metroen i al tænkelig evighed stoppe i ingenmandsland.

Byudvikling er blevet til en balancegang mellem planer og borgere.

»Det er hele tiden den balance, man skal have, som er så spændende og er så svær,« siger Ellen Højgaard Jensen.

Opstillet sort/hvidt er det så godt eller dårligt, at borgerne er blevet så engagerede, at de kan fælde projekter som Amager Fælled?

»Jeg synes, det er ærgerligt, at de fældede et projekt som Amager Fælled, for det var en langsigtet plan med stationsnær byudvikling. Men når det er sagt, synes jeg stadigvæk, det er godt, at det sker, for det er et signal fra borgerne om, at de har fået nok. At det så lige går ud over den sag, er måske lidt tilfældigt,« svarer hun.

»Man er nødt til at lytte, og man er nødt til at bruge den energi, de har. Så kan man godt være uenig i præmisserne.«

Solcellerne kommer
En af Ellen Højgaard Jensens første opgaver som direktør blev at afhænde Dansk Byplanlaboratoriums store bibliotek, som skulle digitaliseres. Også kursustilmeldingen foregik dengang i 2005 fortsat per brev.

Foruden internettet var klimaet begyndt at banke på i planlægningen. LAR, lokalafledning af regnvand, var ganske langsomt ved at blive et planlæggerord, og når Højgaard Jensen og hendes kolleger afholdt kurser om det, handlede en tredjedel af det om storrytelling, fordi deltagerne skulle klædes på til at lære borgere og politikere, hvor vigtigt det var at planlægge efter.

»Det er der altså ikke brug for mere,« siger Ellen Højgaard Jensen.

I dag breder solcellerne sig langsomt, men sikkert over det ganske land, mens planlæggere beklager sig over kommunalpolitikere, der takker ja til de store investeringer uden at lave en samlet VE-plan inden.

Det gør borgmesterproblemet, skitseret ovenfor, endnu større. Ellen Højgaard Jensen bruger et eksempel med to nabokommuner, hvor den ene har en plan om at fortætte, og den anden har en plan om at lægge parcelhuse rundt i kanten af kommunen.

»Så er det jo ikke en plan, der giver mening,« siger hun.

Gør solcellerne problemerne større?

»Ja, det gør de. Der er endnu mere kamp, end der har været før.«

Derfor er der mere end nogensinde brug for de tanker om regional planlægning, som Dansk Byplanlaboratorium i sine mere end 100 års levetid har spredt, understreger hun.

Er det så ikke et farligt tidspunkt, du trækker dig som direktør?

»Jo, jeg kan ikke forstå, at politikerne ikke griber den og ser, at planlægning er det helt rigtige instrument,« svarer hun og peger på forslaget om at lade landsplandirektivet inddrage vedvarende energi.

»Det, tror jeg, man viger lidt tilbage fra, for så kommer man måske til at træde nogle kommuner over tæerne.«

De regionale planer, der aldrig blev
Måske derfor oplever Ellen Højgaard Jensen, at Dansk Byplanlaboratorium har svært ved at trænge igennem til landspolitikerne.

Adspurgt, hvad hun ser som sit største nederlag, svarer hun:

»Det er nok nogle af de projekter, som handler om det overordnede, tværkommunale og regionale niveau.«

I Højgaards regeringstid har Dansk Byplanlaboratorium haft store projekter om blandt andet Den Østjyske Millionby og Fingerplanen i støbeskeen.

»Vi har prøvet at råbe politikerne op, og det bliver til skåltaler, men ikke mere. Alle kan se logikken i det, men det, jeg mangler af redskaber, er en magtanalyse – og det kan godt være, at selv om jeg havde den, ville jeg bare finde ud af, at der ikke er basis for at tage de beslutninger. Men jeg er sådan et rationelt menneske, så jeg tænker, at det ikke kan passe,« siger hun.

»Det er det største nederlag. Vi har brugt rigtig mange ressourcer på det, uden at det er blevet forankret politisk.«

Derfor er hendes råd til sin efterfølger, Tina Saaby, at være bedre til at analysere de politiske interesser, før man sætter store udviklingsprojekter i gang, end hun selv har været.

Til gengæld er en række andre af Ellen Højgaard Jensens tanker blevet forankret politisk gennem de udvalg, hun har siddet i, som har rådgivet politikerne. Og flere af anbefalingerne, for eksempel at kommunerne i planloven skal forpligtes til at lave strategisk planlægning for deres landsbyer og landområder, er blevet til love, mens klimaet er på vej ind i planloven.

Senest blev hun i juli udpeget som medlem af kulturministerens ekspertgruppe for en ny national arkitekturpolitik.

Hvad er din største sejr i din tid som direktør?

»Det er, at kommunerne stadig kommer til os, når de har udfordringer. At der er et trygt rum i byplanlaboratoriet til at diskutere. Jeg vil ikke pege på et eller andet projekt, men det her med, at der er et mødested, hvor man kan vende ting på et fagligt grundlag – også frustrationerne, og det der er svært.«

Har Byplanlab mistet sin magt?
Dansk Byplanlaboratoriums største bedrift fandt sted i 1947, da organisationen stod bag Fingerplanen, som lige siden har sat rammer for planlægningen i Storkøbenhavn.

Har Dansk Byplanlaboratorium ikke den samme stemme, ikke den samme magt, som I havde i årene omkring 1947?

»Nej, man kan sige, at organisationen har skiftet karakter. Vi kunne slet ikke lave sådan en – jo, vi kunne godt lave et udkast til en plan, men vi er slet ikke så tæt på magthaverne, som man var dengang,« svarer Højgaard Jensen.

»På godt og ondt er vi blevet en anden organisation, en mere netværksbaseret organisation. Fingerplanen udsprang også af et netværk, men et mere elitært et af slagsen, så det var også en anden virkelighed.«

Så I er blevet en mere marginaliseret organisation?

»Jeg vil ikke sige marginaliseret, men vi er blevet en mere faglig og en mindre politisk organisation.«

Hvorfor havde I mere at skulle have sagt dengang?

»Fordi det var en velfærdsstat, der var under opbygning efter Anden Verdenskrig. Planlæggerne var simpelthen heltene; der var ingen, der satte spørgsmålstegn ved, at der skulle planlægges.«

Handler det ikke også om, at politikerne har fået mere magt? At Kaare Dybvad kommer ind og siger, at Fingerplanen er en hjerneblødning, og at kommunalpolitikerne siger, at de vil have parcelhuskvarterer?

»Politikerne har jo altid haft magten, og der var nogle politikere, som lyttede til planlæggerne, mens der også tidligere var kommuner, hvor de overhovedet ikke lyttede til planlæggerne og gjorde, hvad der passede dem. Men jeg synes egentlig, at Kaare Dybvad er et godt eksempel på en, som vi kan være uenige med, men som faktisk går op i stoffet og kender rammerne – det giver altså en virkelig god dialog og en god planlægning.«

Torsdag i sidste uge underviste 59-årige Ellen Højgaard Jensen første gang i strategisk byplanlægning på Det Kongelige Akademi, hvor hun fremover er tilknyttet som ekstern underviser. Og så er hun for få måneder siden blevet mormor.

Derfor er det helt med vilje, at der for en gangs skyld ikke ligger en plan foran hende. Hun ved faktisk ikke, hvor pilen peger hen, siger hun – det skal hun først til at finde ud af. Så mens du læser dette, befinder hun sig et sted i Sevilla, måske med en bog i hånden, måske med en vandrerygsæk på ryggen.