Ansøger: Brønderslev Kommune
Bevilget beløb: 224.000 kr.
Kontaktperson: Line Søndergaard Schulz, LINS@99454545.dk
Projektperiode: August 2023 - December 2024
Formål
Pilotprojektet "Lav bund og høje ambitioner i Brønderslev Kommune", fokuserer på effektiv udtagning og omlægning af lavbundsjorde for at bidrage til kommunens målsætning om en 70% reduktion i CO2-udledning inden 2030. 37% af kommunens samlede CO2-udledning stammer fra landbrugsarealer på lavbund. Projektets mål er derfor at indsamle viden og erfaring sammen med landbrugsorganisationer, lodsejere mv. for at skabe grundlag for en lettere og mere effektiv udtagningsproces efterfølgende.
Projektets idé
I projektet vil der blive indsamlet viden gennem foredrag, workshops og markvandringer med en bred vifte af interessenter og aktører, herunder landboorganisationer, lodsejere og energiproducenter. Der vil være fokus på alternative anvendelser af lavbundsjorde, metoder til omlægning og good practice for udtagning og omlægning af lavbundsjorde. Inddragelsesprocessen skal danne grundlag for at udarbejde en fælles vision på tværs af aktører i Brønderslev samt fælles principper for arealanvendelse og multifunktionalitet ved udtagning og omlægning af lavbundsjorde, som skal gøre udtagningsprocesserne hurtigere og lettere.
Forventede resultater og eksempelværdi
Der udarbejdes en publikation med videns- og erfaringsopsamling om udtagning og omlægning af lavbundsjord, herunder værktøjer, konkrete eksempler og en step-by-step guide til inspiration for andre kommuner. En fælles vision og principper udtagning og omlægning lægges op til politisk godkendelse. Pilotprojektet vil fungere som oversætter af DK2020 til kommunens fysiske planlægning og udmøntes derigennem. Eksempelværdien af projektet er høj, da det sigter mod at kunne bruges aktivt i andre kommuner og er styrket af Brønderslev Kommunes status som en af de kommuner med mest lavbundsjord i landet.