Ansøger: Roskilde Kommune
Bevilget beløb: 500.000 kr.
Kontaktperson: Camilla Dahl, camillad@roskilde.dk
Projektperiode: August 2023 - December 2024
Formål
Kommunen ønsker at videreudvikle det eksisterende bæredygtighedsværktøj og som dermed kan understøtte en fremsynet lokalplanpraksis, hvor klimahensyn inddrages. Værktøjet skal forsimple og kvalificere interesseafvejningen med en tydeliggørelse af CO2-reducerende tiltag, der muliggør opfyldelse af klimamål, men også griber fat i og forbedrer de fysiske strukturer og kvaliteter. Bæredygtighedsværktøjet vil blive suppleret af et inspirationskatalog, som skal understøtte udarbejdelsen af lokalplaner.
Projektidé
Det er ambitionen, at et skærpet fokus på CO2-reducerende tiltag kan agere løftestang for den helhedsorienterede planlægning og bidrage positivt til klimaet og samtidig fremme bykvaliteter som stedsspecifikke potentialer, æstetik, mangfoldighed, adfærd og livskvalitet. Med det mål udvikles et nyt værktøj, der inkluderer fokus på CO2, og som adresserer: arealanvendelse, grøn mobilitet, CO2-påvirkning, cirkularitet, social mangfoldighed og blå/grøn bynatur. Værktøjet udvikles i samarbejde med rådgiver og en tværfaglig tilgang i forvaltningen. Værktøjet testes af i to igangværende lokalplanprocesser. På baggrund af testene justeres værktøjet. Værktøjet vil efterfølgende blive præsenteret for politikerne med henblik på forankring.
Forventede resultater og eksempelværdi
Målet er et konkret planlægningsværktøj til lokalplaner, der har en reel CO2-reducerende effekt, og som kan implementeres i planarbejdet. Værktøjet offentliggøres og stilles til rådighed for andre kommuner med samme planmæssige forudsætninger.