Ansøger: Frederikssund Kommune
Bevilget beløb: 300.000 kr.
Kontaktperson: Alberte Aalling-Frederiksen, aaall@frederikssund.dk
Projektperiode: August 2023 - December 2024
Formål
Projektet "God energi i Frederikssund - en trædesten for udvikling" fokuserer på at støtte Frederikssund Kommunes klimamål og øge produktionen af grøn energi i kommunen. Formålet med projektet er at finde nye veje og værktøjer, der håndterer dilemmaet mellem at etablere nye anlæg og samtidig sikre de landskabelige værdier og tage de rette nabohensyn. Målet er at begrænse tekniske anlæg i det åbne land. Projektet undersøger derfor ’midlertidig’ brug af udpegede områder til solceller, og hvordan man kan sikre merværdi for lokalsamfundet herunder i forhold til den fremtidige anvendelse, gennem synergier mellem byudvikling og energiproduktion.
Projektidé
Projektet følger fire faser: landskabsanalyser, undersøgelse af planværktøjer, udvikling af casestudier og formidling af resultater. På baggrund af landsskabsanalyser vurderes områdetypers egnethed for etablering af solceller, og der udvikles principper for sikre blivende værdier i områderne som fx rekreative værdier, natur m.v. Projektet undersøger planværktøjer, der kan understøtte flere anvendelser og/eller midlertidighed i planerne samt muligheden for at sikre, at energianlæg /solcelleparker bliver midlertidige og fjerne igen. Landskabsvurderinger og planværktøjer afprøves efterfølgende i 2 til 3 konkrete cases, hvor energiproduktion, landskab, inddragelse af lokalsamfund og lodsejere samt fremtidig udvikling tænkes sammen i en helhedsorienteret planlægning.
Forventede resultater og eksempelværdi
projektet afsluttes med en samlet afrapportering af resultater og væsentlige læringspunkter fra casestudier, værktøjer og analyser. Herunder principper for placering af energilandskaber, screening af områder, afprøvning af principper og værktøjer og best practice for solcelleplanlægning.
Projektet vil give inspiration til, hvordan kommunerne kan samtænke klimamål og energiplanlægning med den fysiske planlægning blandt andet med overordnede principper for, hvordan solcelleanlæg kan indpasses i landskabet og samtidig bidrage med ny værdi til et område.
Status
I Frederikssund Kommune er pilotprojektet godt i gang. Der er udarbejdet det første udkast til principper for planlægning af solcelleanlæg, som i løbet af foråret skal kvalificeres gennem arbejdet med caseområder og i den igangværende revision af kommuneplanen. Der har været foretaget en analyse og besigtigelse af potentielle caseområder for midlertidig anvendelse og dobbeltudnyttelse, som har resulteret i, at antallet af potentielle caseområder er reduceret fra fem områder til tre områder. De tre områder rummer forskellige potentialer ift. at have eksempelværdi, også for andre kommuner. Det er både indenfor merværdi og for, hvilke muligheder, der er i planværktøjerne til at arbejde med midlertidighed inden for solcelleplanlægning på forskellige arealtyper. De næste skridt er dialog med ejere, interessenter og lokalsamfund samt afprøvning af de juridiske rammer for midlertidig planlægning af solceller.