Ansøger: København og Middelfart Kommune
Bevilget beløb: 600.000 kr.
Kontaktperson: Stine Sundahl (København) RN6A@kk.dk & Otto Thomsen (Middelfart) Otto.Thomsen@middelfart.dk
Projektperiode: August 2023 - December 2024
Formål
Pilotprojektet har til formål at udvikle et målrettet førstegenerations værktøj til kommunale planmedarbejdere, der kan estimere de klimamæssige konsekvenser ved foreslåede lokalplaner. Dermed kan projektet understøtte dels den politiske sagsbehandling, hvor et estimeret CO2-budget kan indgå i politiske indstillinger, dels i den løbende vejledning og dialog med grundejere og udviklere, for at styrke klimaprofilen på deres projekter. Middelfart og Københavns Kommune samarbejder om at udvikle et værktøj, der kan gøre os klogere på klimapåvirkningerne af vores byudviklingen.
Projektidé
Med udgangspunkt i værktøjet Urban Decarb, som er udviklet af Henning Larsen og som baseres på et 3D program, vil pilotprojektet udvikle et værktøj målrettet kommunale planlæggere. Hensigten er at udvikle et program, der er GIS-baseret, og som giver planlæggerne mulighed for at analysere CO2 udledningen for områder og projektforslag i den kommunale lokalplanlægning. Værktøjet skal understøtte både den politiske sagsbehandling og dialogen med grundejere og udviklere. Beregningsværktøjet følges op med en vejledning, der identificerer potentielle dilemmaer i planlægningen og sikrer et fokus på, at CO2 ikke underminerer andre væsentlige bæredygtighedshensyn i den helhedsorienterede planlægning.
Projektet vil basere sig på offentligt tilgængelige datakilder og samarbejde tæt med København og Middelfart Kommune for at sikre direkte anvendelighed for kommunale planlæggere. Der vil være fokus på at lave konsekvensanalyser for at styrke beslutningsgrundlaget ved lokalplanbehandling.
Forventede resultater og eksempelværdi
Pilotprojektet har fokus ligger på to hovedleverancer: et Excel/GIS-baseret værktøj til at estimere CO2-udledninger og en vejledning til værktøjets brugere om dilemmaer i planlægningen og kommunale krav.
De to kommuner repræsenterer to plankontekster, som rummer visse ligheder, men som alt andet lige er karakteriseret af forskellige planlægningsmæssige og politiske virkeligheder. Forskellene sikrer, at der i udviklingen af CO2-værktøjet indgår perspektiver fra både større byer, mindre bysamfund og det åbne land. Det er ambitionen, at projektet resulterer i et fleksibelt og levedygtigt værktøj, der kan anvendes i en flerhed af landets kommuner.